PRESSEMEDDELELSE: Guldminder og gode historier
Tak til Vejlby: VSK Aarhus sender AGF hjem med stort talkshow
Når AGF flytter hjem til klubbens nye stadion i Kongelunden, sættes der punktum for en særlig periode i Vejlby. Derfor inviterer VSK Aarhus sammen med AGF til talkshowet “AGF siger tak til Vejlby” – en aften, hvor klubben tager afsked med sin midlertidige hjemmebane, ser tilbage på det historiske mesterskab og siger tak for samarbejdet, fællesskabet og opbakningen i Vejlby. Overskuddet fra talkshowet går til fodboldfællesskaberne i VSK Aarhus.
Tirsdag den 19. januar 2027 bliver Vejlby igen samlingspunkt for den aarhusianske fodboldglæde.
I Vejlby-Risskov Hallen inviterer VSK Aarhus sammen med AGF til “AGF siger tak til Vejlby” – et talkshow om AGF’s historiske mesterskab, og om den særlige periode, hvor Vejlby har været rammen om AGF’s hjemmekampe.
Aftenen bliver både et tilbageblik på en sæson, som Aarhus aldrig glemmer, og en tak til Vejlby og VSK Aarhus for det samarbejde og fællesskab, der har været med AGF i perioden.
Det bliver en aften for alle dem, der fulgte med. For dem, der stod på tribunen. For dem, der sang, håbede og ventede. Og for dem, der vil høre, hvad der egentlig skete bag kulisserne, mens en hel by langsomt begyndte at tro på, at AGF kunne løfte mesterskabstrofæet i Vejlby.
Sture Sandø er vært og binder aftenen og fortællingerne sammen, mens Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold åbner arrangementet.
Minderne og historierne bag guldet
Første halvleg har overskriften “Guldminder og gode historier”.
Her kommer publikum tættere på mesterskabssæsonen sammen med Jacob Nielsen, Jakob Poulsen, Frederik Emmery og Christian Henriksen.
De fortæller om oplevelserne, menneskene og de afgørende øjeblikke – men også om det, publikum ikke nødvendigvis så udefra.
I anden halvleg sættes mesterskabet ind i et større historisk perspektiv sammen med Peter Rudbæk og Flemming Povlsen.
For hvad betyder et dansk mesterskab egentlig i en klub og en by, der havde ventet i 40 år?
Himlen over Aarhus
En aften om AGF, Aarhus og guldet skal naturligvis også have musik.
Morten “Spillemand” Larsen medvirker og spiller blandt andet “Himlen over Aarhus”.
Flere elementer og mulige medvirkende kan blive offentliggjort frem mod arrangementet.
Overskuddet fra aftenen går til fodboldfællesskaberne i VSK Aarhus.
Bag arrangementet står VSK Aarhus, og talkshowet handler ikke alene om at se tilbage.
Begejstringen omkring en af de største fodboldoplevelser i Aarhus i årtier skal således være med til at skabe nye oplevelser, aktiviteter og fællesskaber omkring fodbolden i Vejlby.
Jens Isbak, direktør i VSK Aarhus, siger:
“Det her handler om en helt særlig fodboldaften og om at genopleve noget, som rigtig mange aarhusianere vil huske resten af livet. For os handler det også om at lade glæden komme videre. Når publikum køber billet til talkshowet, støtter de samtidig de fodboldfællesskaber, vi hver dag arbejder for at skabe i VSK Aarhus.”
AGF-direktør Jacob Nielsen siger:
“Vi har haft et rigtig godt og tæt samarbejde med VSK Aarhus i den periode, hvor Vejlby har dannet rammen om en vigtig del af vores hverdag. Derfor er denne aften også vores mulighed for at sige tak – til VSK Aarhus, til Vejlby og til alle dem, der har taget imod os og været en del af fællesskabet. At vi samtidig kan se tilbage på et historisk mesterskab,der kom i hus i Vejlby, gør naturligvis aftenen helt særlig.”
Praktisk information
AGF siger tak til Vejlby – Talkshow
Tirsdag 19. januar 2027 kl. 19.00. Dørene åbner kl. 17.30.
Vejlby-Risskov Hallen
Vejlby Centervej 51
8240 Risskov
Vært: Sture Sandø
Åbningstale: Anders Winnerskjold
1. halvleg – Guldminder og gode historier:
Jacob Nielsen, Jakob Poulsen, Frederik Emmery og Christian Henriksen
2. halvleg – Det historiske perspektiv:
Peter Rudbæk og Flemming Povlsen
Musik: Morten “Spillemand” Larsen
Arrangør: VSK Aarhus
Billetter: Ticketmaster. Pris kr. 299 inkl. billetgebyr.
Billetlink: https://www.ticketmaster.dk/event/1179345938
Pressekontakt:
Jens Isbak
Direktør, VSK Aarhus
6058 3217
jens@vskaarhus.dk
Praktisk kontakt:
Peter Arndal Lauritzen
Event- og frivillighedsansvarlig, VSK Aarhus
2011 2086
pa@vskaarhus.dk
